Hvad er Folkets Hus Spillefolk?

Vi opstod for over 40 år siden som en del af den daværende "folkemusikbølge" og som en del af det besatte "Folkets Hus" i Stengade 50 på Nørrebro. Steens Spillemænd blev til Folkets Hus Spillemænd og frem til 1997 var vi dem der spillede i Folkets Hus, og derfra stammer vores navn.  

I 1997 dannede vi foreningen Folkets Hus Spillefolk.med det formål at stimulere til aktiv udøvelse af spillemandsmusik samt at udbrede kendskab til musikken til glæde for spillefolk, dansere og tilhørere.

Vi er jævnligt ude at spille enten som Husorkester i Københavns Folkemusikhus, eller når vi bliver booket til div. arrangementer, os så spiller vi til vores eget månedlige bal ”Ramslag” i Metronomen på Godthåbsvej, Frederiksberg, hvor vi også inviterer et gæstende orkester.

Hvor mange vi er kan være svært at sige. Nogle kommer fast hver uge, nogle kommer til de månedlige spille- og danseaftener "Ramslag", andre igen er med når vi har sommerlejre, hytteture, spilleweekender, kurser m.m. Nogle er flyttet langt ud på landet - men kommer alligevel forbi, når de er i nærheden.

Du kan komme og spille med os hver onsdag hvor vi øver i Kulturstationen i Vanløse fra kl. 19 - 23

Vi spiller mest folkemusik fra Danmark og Sverige, men også lidt norsk og finsk.

Alle som kan spille et instrument kan være med. Der er ingen "bundkrav", men vi ser gerne at du har øvet med os om onsdagen, før du spiller med os til dans.

Vores Nodesamling på hjemmesiden er en af Skandinaviens største med avancerede lyttemuligheder (slow play og A-B funktion i FH-playeren, mp3, videolinks, dansebeskrivelser)  

På vores Repertoirelister kan du følge med i, hvad vi øver på for tiden.

I 2011 fik vi Danish Music Award Folk Special-prisen for vores virke, bl.a. Nørrebro Spilletræf,
en folkemusikfestival, som vi har afholdt mere end 30 gange.

Vi kommer gerne ud at spille. Du kan kontakte vores orkesterleder Asger.

Tilmeld dig gerne til vores Facebookgruppe

Du kan læse uddrag af vores historie her på hjemmesiden