Folkets Hus Spillefolks Opslagstavle

Opslagstavlen er en oplsagstavle for spillemands og folkemusik

Emne: En betydelig folkemindeforsker er død

Af Bente Hansen indsendt af Bjarne Hermansen
Tidspunkt 30. september 2007 18:00
 

I anledning af Thorkild Knudsens død skriver forfatter Bente Hansen:

 

 

Dansk folkemusiks nestor, Thorkild Knudsen, er død. Hans forskning og indsamling handlede om de gamle musikere og sangere, og han tog udgangspunkt i Evald Tang Kristensens store forskning og materiale. Med det afsæt blev han redaktør af melodibindet til værket om Danmarks Gamle Folkeviser, hvor han påviste helt nye musikalske muligheder.

Han var arkivar på Dansk Folkemindesamling og senere videnskabelig leder af Folkemusikhuset i Hogager. Men for Thorkild var det var ikke nok at samle ind og forske, der skulle også skabes. Og skabt blev der minsandten. Det ene mere forbløffende eksperiment efter det andet foldede sig ud.

Sammen med sin ægtefælle, Anelise, fik han det hele sat i værk: I flere omgange boede de med familien i Edinburgh og på Hebriderne, indtil de omsider slog sig ned i Vestjylland, hvor Folkemusikhuset blev den store dynamo for utalte musikalske aktiviteter. Fest og ballade var der (af og til også ¨ballade i den anden betydning af ordet) men det var altid seriøst, når det kom til musikken og sangen. Alt stod på spil hele tiden!

Han ville være dér, hvor de gamle musikere var, og han skønnede, at det var i Vestjylland. Der fandt han smeden, købmanden, den gamle bonde, rengøringskonen og alle de andre, der endnu kunne sangene og fortællingerne. Spillemanden Evald Thomsen og sangeren Ingeborg Munch kom på finansloven, og den tids mere kærlige kulturministre støttede forundret op om hele sagen.

Andre folkemusikhuse over hele landet fulgte i hælene på Hogager. Thorkilds kompromisløse hang til den ægte og ikke-kommercielle folkemusik kom på tværs af mange fra folkemusikscenen, men ingen kunne frasige sig inspirationen fra ham og hans arbejde. ”Seks indgange til balladen” blev den største og vigtigste af en lang række udgivelser, og de indsamlede båndoptagelser voksede fra dag til dag.

Hans forskning var altid underskrevet ATK, hvilket signalerede to ting: først en hilsen til den store forgænger (ETK) og dernæst parløbet med Anelise. De var to om det hele - bortset måske fra jobbet med at feje op efter hans rastløse møder med musikerne.

Selv lærte jeg ham at kende i 1960´erne, fordi Benny Holst og Poul Dissing hørte til de musikere, han fulgte. Det var ikke kedeligt. Han blev en livslang inspiration for os alle sammen, ligesom han indimellem kom på kant med os alle sammen. Hans røde halsklud forlod ham aldrig, og det krøllede hår fuldendte billedet af den karismatiske mand med det brændende sind, de røde sympatier og den vildtvoksende humor.

Thorkild Knudsen var godt nok komponist af uddannelse og forsker af profession, men han brændte for de gamles toner og fortællinger. En sang, der blev fortalt med usvigelig ægthed, eller de helt specielle strøg med violinbuen. Ingen fims. Kun den rene ballade.

 

 

Skriv et indlæg til dette emne