Vi kan ikke leve uden ord. Med ordene holder vi fast i vores erfaringer og lader livet rodfæste sig i sindet. Med ord møder vi hinanden og med ord mindes vi hinanden. Men når det kommer til de dybeste lag i hjertet. Det som har med alt, hvad der er sandt at gøre, og som vi genkender i glæden, kærligheden og fællesskabet, så rækker ordene i virkeligheden ikke ret langt.
Lige så snart vi bevæger os ind i til livets kerne bliver ordene søgende og utilstrækkelige.
Og hvad gør man så. Ja, så begynder man at spille. For hvad andet kan man gøre, når ordene ikke rækker, end at lade tonerne tage over?
Inge Barfod hørte til i de dybeste lag i hjertet hos mange af jer. Det skal man aldrig forholde sig tavs om. Og i dag er netop en dag, hvor vi skal forsøge at nærme os hendes betydning med de ord, vi nu har til rådighed. Men når ordene er sagt, uden at alt dermed kom til udtryk, er det godt at vide, at musikken vil fortsætte med at udfolde, hvad I føler. Ja, at musikken vil melde sig helt af sig selv, som den altid gør, når vi nærmer os det, der har absolut betydning.
For Inge begyndte det med klaveret, for derefter at bevæge sig videre til guitaren og harmonikaen. Men det endte med violinen. Violinen blev hendes hovedinstrument og det hvormed hun virkeliggjorde glæden, kærligheden og ikke mindst fællesskabet. Det er nemlig kendetegnende ved musik, at der skal et fællesskab til for at skabe harmoni. Der skal en flerhed til for at få det til at klinge.
Og mon ikke det var netop det, at musik er fællesskab, der gjorde at Inge fandt et hjemme i den. For i musikken kunne hun meget konkret praktisere det, der var hendes livsanskuelse: at det kommer an på fællesskabet. Det brogede fællesskab, hvor det ikke gælder om at være ens, men hvor det gælder om at skabe rum for forskelligheden.
Så ikke mærkeligt at Folkets Hus og Spillefolk blev hendes sted og hendes folk. Her fandt hun et frirum, hvor der var plads til fantasi og improvisation. Hvor det ikke kom an på kunnen, men på rummelighed. Hvor musikken blev til fest, og hvor det klang smukkest når mangfoldigheden fandt ind i et fælles udtryk.
Derfor er billederne også så mange af Inge med violinen midt i flokken af spillende. Billeder af et menneske der på én gang udstråler styrke og sårbarhed. Styrke fordi man fornemmer, hun har forstået, hvad det kommer an på. At livet er til for at deles. Og sårbarhed, fordi fællesskabet for hende så langt fra var ligegyldigt. Og når noget ikke er ligegyldigt, kan man også rammes på det.
Der er noget befriende ved et menneske, der har sans for det skæve og hvis ideologi er ligeværdighed. I selskab med sådan et menneske bliver man nemlig sat fri til at være den, man er. Om det var, når hun bød snapsen rundt eller slog op i bøger for at finde svar på spørgsmål. Om det var i Danmark eller hendes andet hjemland Sverige, i naturen eller på skolen. Det virker som om hun i alt gav andre plads til at være. Og at I derfor også er fulde af historier og minder om et barn, en søster, en ven, en nær, der skabte oplevelser af den art, som man kan leve på.
I hende fandt I en fortrolig, der både havde sans for livets alvor og livets lethed. Et finurligt, humoristisk menneske, der gav sig hen til sine dage med livslyst og indsigt. Et menneske I kunne vokse og modnes ved og med, fordi hun selv rummede det forskellige og dermed for jer blev et billede på, hvad det vil sige at være menneske.
Hvis musikken var hendes frirum, var naturen fristedet. Det var ud med kikkerten på udkig efter fugle og planter. Og det var samvær i sommerhuset – med vandet og den åbne himmel som den vide ramme for et familiesammenhold, hvor I vidste at I hørte til hos hinanden.
Og med interessen for naturen og musikken så I, hvordan hun gik til lærergerningen, for at formidle det videre, hun fandt mening i. Grundigt, detaljeret og engageret gik hun til sine opgaver, og lagde ekstra kræfter i for at hjælpe dem med indlæringsvanskeligheder. Vel netop igen fordi fællesskabet for hende var vigtigt. Og at fællesskabet ikke er et fællesskab, hvis ikke også det indbefatter de udsatte.
Stærk og sårbar træder hun frem for det indre blik. Sårbar fordi livet og mennesker havde betydning for hende og stærk fordi hun handlede på det.
Inge døde før tid. Hun døde længe før, hun var færdig med jer og I med hende. Hun kæmpede imod sygdommen, med alt hvad hun havde. Tænkte på jer, mens I holdt med hende. Men set i tilbageblikket træder der nu ikke desto mindre et levet liv frem, som der hverken kan føjes noget til eller trækkes noget fra. Et helt liv, der blev levet godt og nært. Et liv der ikke var uden modgang og modstand, men et liv hvor I havde hinanden og det er alt rigeligt til at kalde det et velsignet liv.
Hvad Inge havde at betyde, kan I aldrig finde ord der helt kan indfange og fastholde. Og dog så får vi alligevel hjælp til at give ordene retning i dag. For uanset hvor søgende vi taler, så bliver ordene her i kirken ledsaget af et håb om, at Gud føjer sine ord til vores. Og at det sker på en måde, hvor ordene og musikken finder sammen i en ny sang. En sang om at der er liv bag døden, og at Inge er ankommet hos glædens, kærlighedens og fællesskabets Gud. En ny sang om at den Gud, der lader os gå i grønne enge, også vil lade os vandre i evighedens enge.
Det er tid til afsked, men den nye sang bærer på den tro, at fællesskabet består både i livet og i døden. Og at I derfor, på trods af, at der nu mangler en, ikke kan gøre andet end fortsat at give jer hen til fællesskabet bærende med jer erindringen om et menneske, der trofast delte sin tid med jeres.
Amen