Da jeg prøvede at formulere de ord jeg ville sige ved Inges bisættelse vidste jeg jo ikke hvilken fantastisk tale præsten ville holde. Vi der kendte Inge godt følte at vi fik en præcis beskrivelse af det menneske Inge var, og vi glædede os over at de der måske ikke kendte Inge lige så godt, her fik sat de helt rigtige ord og toner på hendes liv. Tonerne i form af folkemusikken i kirken.
Julestjernen henviser til at Inge blev født ind under jul, under en stjerne. Det passer ikke helt; men næsten. Inge blev født 27. november 1952, og da hun og vores mor kom hjem fra sygehuset i starten af december, lyste en stor stjerne fra byens vandtårn, som var nabo til det hus i Dronninglund, hvor vi boede som børn.
”Musik skal der til” og violinen og folkemusikken spillede en afgørende rolle i Inges liv, de sidste 25 år af hendes liv. Tak til Folkets Hus Spillefolk for den fantastiske musik i kirken og de mange gode billeder af Inge på Folkets Hus Spillefolks hjemmeside. Her ser man Inge i sit rette element, glad og smilende, sammen med sine mange venner. Billederne ligger der stadig, til glæde for os alle sammen. Men hvor er der mange flasker på de billeder, - så det har også været festligt!
Violinspillet førte mange steder hen, blandt andet til Sverige, til kurser og spilletræf i bl.a. Ransätter, Malung og Lund. Her lærte Inge svensk folkemusik, som hun var særlig glad for; men hun lærte også landets natur at kende og fik mange svenske venner.
Interessen for naturen havde Inge i forvejen. Som engageret folkeskolelærer med biologi som liniefag, var Inge vant til at færdes i naturen, udstyret med sin kikkert, på udkig efter fugle og planter, eller i sin kajak i Rørvig. Også til påske i år lykkedes det for Inge, Eva og mig at komme på den traditionelle fugletur til fuglereservatet ved Hov Vig, i dejligt forårsvejr.
Blandt spillevennerne var Marianne, og de to besluttede at de ville købe et hus sammen. Udover at huset ikke måtte koste noget, var der var så mange krav til det hus, at jeg tænkte: Det bliver aldrig til noget! Men det gjorde det! I 1995 købte de to et fint byggefore-ningshus på Eschrichtsvej i Valby, tæt på stationen, med to lejlig-heder og en dejlig have, og man kunne gå rundt om huset, et af Mariannes krav.
Fra den torsdag, den 2. december 2010, hvor Inges praktiserende læge efter nogle blodprøver kiggede på hende og sagde: ”Jeg tror jeg indlægger dig!” og de 10 måneder frem hvor Inge var syg, var hun tilknyttet Rigshospitalets hæmatologiske afdeling, i princippet som ambulant patient; men i praksis var hun indlagt det meste af tiden.
Under sin sygdom var Inge i gang med mange projekter, især vedrørende renovering af huset på Esrichtsvej og ny midlertidig bolig i den forbindelse, og hertil hørende økonomiske beregninger vedr. lån, løn, efterløn og pension. Så vi holdt mange gode møder på Rigshospitalet, på stuen eller i opholdsstuen, hvor Inge bød på kaffe og vi arbejdede til ud på aftenen. Det var en god fornemmelse at beskæftige sig med andet end sygdom, og føle at der blev udrettet noget.
Inge savnede musikken og vennerne, så hun forsøgte at komme til spilletræf i bl.a. Hanstholm, Vrå, Roskilde og Præstø; men måtte opgive meget af det. Men det lykkedes at komme til nytårsaften hos Søren Helbo, og hun kom med Kirsten til et udendørs arrangement Store Bededag, begge dele var en succes. Og det lykkedes at komme til Roskilde i august. Det var en glæde at se hvor varmt hun blev modtaget af venner hun ikke havde set længe,så snart de så hende stige ud af bilen.
14 dage før Inge døde fik hun at vide at yderligere behandling desværre måtte opgives, da kræftcellerne havde bredt sig til hjernen og hele rygmarven. Der skulle derfor findes et aflastningssted, måske et hospice. Det var en voldsom besked, også for Eva og mig, selv om vi godt var klar over at det var en alvorlig samtale vi var indkaldt til. På det tidspunkt var Inge meget uklar, så jeg spurgte hende om hun havde forstået hvad der var blevet sagt. Det sagde hun, at det havde hun; men det havde hun ikke. Eva og jeg måtte på Inges vegne indstille at hun fik en plads på Diakonissestiftelsens Hospice, på grund af de gode fasciliteter og den geografiske beliggenhed.
Det sidste lægerne på Rigshospitalet lovede at gøre for Inge, var at prøve at rette hende op midlertidigt, så hun kom ud af den uklare, drømmeagtige tilstand hun befandt sig i. Med binyrebarhormon lykkedes det særdeles godt, og Inge fik en rigtig god sidste uge.
Hvad bruger man den sidste uge af sit liv til? Inge brugte tiden på at bringe orden i ting.
Da Inge nu var frisk og klar igen, ville hun mange ting. Hun ville besigtige Diakonissestiftelsens Hospice, for at sikre sig at det var det rigtige valg. Der blev aftalt et besøg, og Inge, Eva, Kirsten og jeg tog derud søndag eftermiddag, og vi blev modtaget af et helt utrolig sødt og omsorgsfuldt personale. Vi blev vist rundt, og budt på kaffe og kage som blev serveret for os i gårdhaven, hvor vi sad og hyggede os i sensommersolen. Kun Kirsten var lidt trist, så Inge måtte sige nogle trøstende ord til hende. Inge fik det allerbedste indtryk af stedet, det eneste problem var ordet hospice. Men ved dette første besøg kom hun altså derfra igen. ”I er godkendt!” sagde hun da vi gik.
Også tankerne skulle bringes i orden. Inge havde behov for nogen at tale med, og sygeplerskerne fortalte at Rigshospitalet har én psykolog, som har meget travlt; men tre præster som har masser af tid. Inge fik et møde med en af præsterne, og fortalte efterfølgende at hun havde haft en rigtig god samtale. Præsten havde bl.a. sagt at problemer, det er opgaver der skal løses. Kan de ikke løses, er det byrder og byrder skal bæres. Inge følte en tydelig lettelse, ved at få at vide at hun ikke skulle løse alle problemerne, måske en lettelse af samme art, som den hun fik af de små bekymringsdukker, som hun også udlånte til sine medpatienter.
Fredag sagde Inge: ”Jeg vil ud og drikke bajere!”. Det ville hun nu ikke; men det var udtryk for at hun savnede sine venner i sædvanligt hyggeligt og festligt samvær. Derfor inviterede Inge til brunch om lørdagen, og det blev i Rigshospitalets Cafés gårdhave, hvor Inge, Eva og jeg deltog sammen med Eva og Simon med børnene, Monika og Nanna. Inge var frisk og glad, og tog sig meget af børnene. Især var det vigtigt at få Monika med over på lege-pladsen og hen til krokodillen, som Monika havde opdaget på vejen ind. Det var rigtig hyggeligt, Kirsten er vidne, Inge fortalte levende om børnene da hun besøgte Inge lørdag aften.
Søndag var Inge træt og igen på vej over i den uklare fase. Hun kunne ikke rigtig huske hvad der var sket om lørdagen, hun lå ganske afslappet i sin seng og sagde ”jeg er meget tilfreds”.
Inge forsøgte at oprette et testamente: men nåede det ikke. Hun havde aftalt møde på Rigshospitalet mandag eftermiddsag, med Arne som er advokat; men samtidig en af spillevennerne, der også var med ved bistættelsen. Inge nåede at hilse pænt på Arne; men blev hurtigt meget uklar og faldt i søvn midt i mødet, for aldrig at vågne rigtigt igen.
Hun vågnede kun kortvarigt mandag aften og spiste en lille smule. Herefter faldt hun i søvn igen og vågnede ikke mere. Da hun blev overført til Diakonissestiftelsens hospice tirsdag morgen var hun i dyb søvn. Kirsten og Jan spillede for hende tirsdag aften, vi håber hun hørte det.
Inge døde onsdag eftermiddag den 14. september 2011, uden at være kommet til bevidsthed, . Marianne og Kirsten var hos hende, vi andre ankom få minutter senere. Ingen havde ventet et så hurtigt forløb.
/Nils