Henning Laurent-Lund gik bort morgenen 7. august 2024 76 år gammel, efter længere tids sygdom.
Henning eller Fløjte-Henning var med til at starte folkemusikgruppen i Christianshavns Beboerhus, og lavede den første selvstændige nodesamling for Folkets Hus Spillefolk: “Spillemandsnoder fra Christianshavns beboerhus og Folkets Hus, Stengade”. Således blev “Hennings nodesamling” grundlaget for nodesamlingen på spillefolk.dk.
I 1980-erne sad Henning ofte med sin båndoptager i Vognhjulet, hvor han dokumenterede en stor del af den folkemusik, der blev spillet der i 1980-erne og starten af 1990-erne.
Henning deltog i så mange spillemandsstævner i Danmark og Sverige, han overhovedet kunne få tid til. F.eks. var han fast deltager på Ransäterstævnet. De senere år var det en fast tradition, at Henning skrev sig på listen til den sidste koncert, hvor han spillede solo-blokfløjte til dansen. Der var en magisk stemning, når Henning spillede for de dansende til den lyse morgen.
Henning havde en utrolig stor viden om skandinavisk folkemusik, og havde man glemt navnet på en melodi, kunne man altid spørge ham. Henning havde en fantastik hukommelse for melodier, og lærte hurtigt nye melodier blot ved at lytte til dem, og kunne snart spille med.
Henning var i det hele taget fast deltager til de fleste folkemusik sammenkomster, hvad enten det gjaldt de unge folkemusikeres folkejam på Galateakroen, juleugen på Græsrodsgården eller FHS mange hytteture.
Henning spillede foruden blok-, alt- og bas-blokfløjte også på citar, og han var utrolig dygtig til at harmonisere spillemandsmelodier på dette instrument.
Foruden folkemusik havde danmarkshistorien Hennings store interesse. Han havde et detaljeret overblik og kunne straks korrigere, hvis man kom med et forkert årstal eller en historisk unøjagtighed.
Henning var god til reparation af computere. Han havde altid et stort lager af computerdele, og leverede gerne en computer fra sin samling, altid parat til at hjælpe med et computerrelateret problem.
Henning vil blive savnet både i det svenske og det danske folkemusikmiljø, for sin venlighed og sit finurlige musikaliske væsen.
Henning kastede sig ud i alt det buskspil, han kom i nærheden af.
Klip med Henning til buskspil: