Elin

Elin Frank Andreasen døde alt for tidlig af kræft mandag eftermiddag den 19.10.2015 på plejehjemmet Solterrasserne i Valby. Hun døde en måned før hendes 75 års fødselsdag den 17.11.2015.

Elin med sin harmonika

Elin Frank Andreasen, (17.11.1940-19.10.2015) var blindfødt, og som konsekvens deraf, blev hun, som de fleste blinde børn, sendt på Det Kgl. Blindeinstituts forskole på Refsnæs, som helt lille. Det var en svær tid for Elin, og hun kunne fortælle mange, mindre pæne historier om sin tid på Refsnæs. De handlede ofte om ”kæft, trit og retning”.

I 1964 blev Elin gift med Gunnar, og ægteskabet holdt til midt i 1980’erne. I deres tidlige ægteskab tog de på campingferie, – ofte til Mols Bjerge (heraf melodien “I Mols Bjerge“). Det var en tid, hvor Gunnar havde noget syn, – senere blev han helt blind. I 1990’erne havde hun en kæreste, Hans, som blev syg, og i begyndelsen af 00’erne kom han på plejehjem. Det tog hårdt på Elin.
Hendes sidste venskab, Kurt, fandt hun i Døvblindeforeningen på et kursus på Fuglsangcentret i Fredericia for 5 år siden, og han hjalp hende over hendes frustrationer vedrørende Hans’ sygdom. Hendes sidste år var lykkelige.

Musikken har spillet en helt central rolle for Elin. Således har hun spillet harmonika i det meste af sit liv. Hun fuldførte den store organistuddannelse i slutningen af 1970’erne, og derefter vikarierede hun som organist i forskellige sognekirker, – med og uden kor. Det var vanskeligt for en blind at få en fast stilling.

Hun fik smag for spillemandsmusikken, da hun spillede til undervisningen i folkedans af synshandicappede på Blindeinstituttet i Hellerup fra 1988-1998. Her mødte hun Viggo Gade og hans orkester, ”Spørg Harry”, som optrådte som gæsteorkester på Blindeinstituttet (3 år i træk).

I 1998 blev hun medlem af KFMH’s Husorkester, “Agners Hælebar”, og senere blev hun kapelmester for orkestret.

Fra 2002 var hun en værdsat harmonikaspiller i Folkets Hus Spillefolk, hvor hun har deltaget i de fleste onsdagsøveaftner og deltaget i ramslag og spilletræf. Med Elin i orkestret kunne man altid regne med et rytmefast harmonikaspil. Nogle gange kunne hun endda finde på at ”lege” med tonerne!

Foruden at spille harmonika komponerede Elin en række meget velklingende melodier, hvor de fleste findes i nodesamlingen, spillefolk.dk. Den mest kendte melodi er Labradorvalsen, som hun bl.a. præsenterede, da hun var på spillekursus på Vrå folkehøjskole i sommeren 2004. Den er komponeret en aften under tordenvejr, hvor hendes hengivne førerhund (en labrador) slikkede hende i ansigtet for at mindske hendes angst for tordenvejret.

Desuden har Elin deltaget i en række højskoleophold, hvor musik og sang var i højsædet, – 4 år i Uldum, – primært musik fra Østeuropa, og 7 år i Vrå, hvor nordisk folkemusik var emnet. På en aftentur fra Vrå folkehøjskole tegnede en af deltagerne en reje i sandet ved Vesterhavet. Det var første gang, at Elin så en reje (med fingrene).

Elin var som en af de få i besiddelse af absolut gehør. Man kunne således spille en tone og efterfølgende få at vide hvilken tone der blev spillet. Elin var en spillemand m/k af Guds nåde. Videoen fra Juleramslaget 2013 i Metronomen illustrerer dette til fulde.

Elin og hendes musik vil blive savnet. Ære være hendes minde.

Elins egen beskrivelse af sine år på Refsnæs og skolegang og uddannelse på Blindeinstituttet:
Erindringer fra børnehjemmet på Refsnæs
Skoletiden på Refsnæs 1.- 7. klasse
Om skolegang og uddannelse på blindeinstituttet på Kastelsvej