Jens Peter Larsen (Spil-Jens Peter)(DK)
Årstal: 1848 - 1947

(se f.eks. Peter Polka og Kanonpolka)

DEN GAMLE SPILLEMAND I SALTUM

(artikel i Vendsysselske Aarbøger 1962)

Af NIELS CHR. NIELSEN, Højensgaard

I 1942 skrev Sparekassedirektør N. Chr. Nielsen, Saltum, efter Opfordring fra Hist. Samfunds Sekretær nedenstaaende Artikel, der mulig var beregnet til at indgaa i en større Afhandling, som Sekretæren, N. P. Petersen, dengang tænkte paa at udgive, om vendsysselske Landsbyspillemænd; men ved Bortrejse og Sygdom blev Petersen forhindret i at foretage sig videre i Sagen, og 1951 sendte han N. C. Nielsens Artikel til C. Klitgaard, der senere sendte den sammen med andre Papirer til et andet Medlem af »Skriftudvalget«, vistnok under den Forudsætning, at den skulde henlægges for senere at indgaa i et »Spillemands-Arkiv«. Omsider kom den Lærer Skjødsholm i Hænde, og Aarbogsredaktionen har nu besluttet at udgive den 20 Aar gl. Artikel, hvis Stil og Tankegang lader os skønne, at den er skreven at en aldrende Forfatter, der holder af at dvæle i Minderne fra Livet i de gamle Landsbygaarde.

Om N. Chr. Nielsen og hans Slægt se i den følgende Artikel af Jørgen Skjødsholm, der 1929 afløste ham som Sogneraadsformand i Saltum.

Vore gamle Landsbyspillemænd, saaledes som vore Forældre og Bedsteforældre, ja, Generationer endnu længere tilbage i Tiden har kendt dem, er nu snart vandret heden allesammen, og deres Gerning og den Indsats, de i sin Tid udøvede i Folkelivet, hører nu snart kun Historien til. Den nye Tid med dens Forjagethed og dens mangeartede Forlystelsesliv og vel allermest dens moderne eksotiske Jazzmusik, der i første Instans er et Laan fra primitive Folkeslag, har været haard ved vor gamle Almue-Musikkultur, og dette tør siges at være den væsentligste Aarsag til, at disse gamle Landsbyspillemænds sidste Dage snart er talte. Ogsaa deres Kompositioner af Dansemelodier er forlængst trængt i Baggrunden, og det sker nu kun undtagelsesvis, at disse Melodier spilles af vore yngre Musikere ved Baller eller Festligheder. I vore Forældres og Bedsteforældres Tid og til Dels ogsaa i vor egen pureste Ungdomstid indtog disse gamle Spillemænd en agtet og ærefuld Stilling inden for det brede Lag af Befolkningen, og i Kraft af deres Virksomhed som Spillemænd ved Gilder og Fester var de velsete og vellidte overalt af saavel Ældre som Yngre. Dette Forhold havde selvfølgelig sin Aarsag deri, at de faa og beskedne Forlystelser i de Tider i Almindelighed indskrænkede sig til enkelte saakaldte Legestueballer i Hjemmene, hvor en eller flere af de gamle Spillemænd livede op i Samværet med deres Violiners eller andre Musikinstrumenters lokkende Toner, efter hvilke der dansedes med Liv og Lyst hele Natten igennem ind til den lyse Morgen. Det var derfor ikke saa sært, at de gamle Spillemænd var velsete og vellidte, fordi de med deres Musik var med til lejlighedsvis at sætte lidt Kulør paa den i de Tider trælse daglige Tilværelse med langvarigt og haardt Arbejde og med faa og fattige Fritidsadspredelser.

En af de endnu levende Landsbyspillemænd, den snart 95-aarige Jens Peter Larsen i Nørre Saltum, har for Aar tilbage indtaget en smuk og fyldig Plads inden for den nu snart forsvundne Almue-Musikkultur. Han var paa mange Maader af et noget større Format end de fleste andre af vore Landsbyspillemænd. Musikalsk til Fingerspidserne, som han var, og i Besiddelse af en aldrig svigtende Kærlighed til Musik og Sang, og hvad dermed er forbundet, satte han sit Præg paa Samtidens Musikliv i sin Hjemegn, Saltum Sogn, ja, langt udenfor Sognets Grænser. De fleste ældre Folk paa denne Egn husker ham endnu fra den Tid, da han for ca. 25 Aar siden endnu var uundværlig som Spillemand ved Egnens Baller eller andre Forlystelser, hvor Musik og Dans var paa Programmet.

Jens Peter Larsen er født af fattige Husmandsfolk i Saltum Torp i Saltum Sogn den 21. April 1848, og paa Grund af de fattige Forhold i Hjemmet, hvor der foruden Jens Peter var 7 Børn til, maatte han ligesom andre Fattigfolks Børn tidligt ud at tjene for sit Brød, først som Vogterdreng og senere som Karl. Hans musikalske Anlæg, der vel var en Arv fra Faderen, der ogsaa var en ikke ubetydelig Spillemand omend af et mindre Format end Sønnen, ytrede sig allerede i Barndommen. Selv fortæller han, at det første Musikinstrument, han kom i Besiddelse af, var en ganske almindelig lille Træfløjte af dem, som han selv siger, paa den Tid kunde købes for 4 Skilling paa ethvert Marked. Paa denne simple Fløjte kunde han i 12-aars Alderen spille alle de ikke altfor svære Melodier, han havde hørt spillet eller sunget. Med sin Fløjte kunde han saaledes ikke alene more sig selv, men ogsaa sine Kammerater, naar de i Regn og Slud og kolde Efteraarsdage maatte vogte Kreaturer i Mark og Hede. Han fortæller selv, at Fløjten havde han fundet, og hvis dette Fund ikke var sket, var han næppe foreløbigt blevet i Besiddelse af saa mange Penge, at han kunde købe et saadant eller et andet Musikinstrument. Efter Hukommelsen kunde han spille enhver Melodi, han havde hørt nogle faa Gange, og hans Repertoire blev derfor tidligt af et større Omfang. Der er ingen Tvivl om, at hvis han i Tide havde faaet systematisk og grundig Undervisning i Musik, vilde han have kunnet drevet det til meget mere paa dette Omraade, end det paa Grund af Forholdene blev ham muligt. Alt, hvad han tilegnede sig af Musikkultur, lærte han sig selv, og han drev det til ved sit Nemme og ved flittig Øvelse efterhaanden at kunde spille paa saa godt som alle Slags Musikinstrumenter. Ogsaa Noderne og øvrig Musikteori lærte han sig selv udelukkende ved flittigt Studium. Ikke længe efter Konfirmationsalderen begyndte han saa smaat at spille ved Egnens Legestueballer, og senere hen i Ungdomsaarene og helt op i den begyndende Alderdom spillede han snart alene og snart sammen med sine Orkestermedlemmer næsten overalt i de vestvendsysselske Sogne. Omkring 15-aars Alderen var han blevet i Besiddelse af en Violin og en Klarinet, som han havde købt for nogle faa Rigsdaler, Penge, som hans Husbond i Grønborg i Stavad og nogle af dennes Venner skaffede til Veje, dels ved egne Bidrag og dels ved en iværksat Indsamling paa Egnen. Disse hans Velyndere havde i Forvejen opdaget Jens Peters gode Anlæg for Musik og besluttede sig derfor til at gøre noget for Udvikling af den lærenemme Drengs musikalske Evner. Paa denne Maade blev han i Stand til at øve sig i Violin- og Klarinetspil paa nogenlunde ordentlige Instrumenter, og han blev efter forholdsvis kort Tids Forløb saa dygtig, at han kunde tage ud og spille til Dans og Familiefester.

Allerede som ganske ung komponerede han Dansemelodier, og denne Side af Musiken dyrkede han med aldrig svigtende Interesse i efterhaanden større og større Udstrækning saavel i Manddomsaarene som til langt op i Alderdommen. Hans Produktion blev derfor af mægtigt Omfang, og den naaede med Tiden op til mange hundrede Melodier. Endog i sin høje Alderdom - i 90-aars Alderen - komponerede han i Anledning af Bondetoget til Kongen i København en March, som han gav Navnet »Bondetogs-Mareh«. Omend Melodien ikke var af allerlødigste Art, saa var den dog særdeles velklingende og særlig passende i Aeledningen, eftersom der i den forekommer Variationer over Melodien til Sangen »Kong Christian stod ved højen Mast«.

Der skal efter Sigende findes over 600 Danse - og enkelte andre Melodier - komponeret af ham i den lange Tid, det blev forundt ham at beskæftige sig med Musik. Disse mange Melodier er desværre nu spredt for alle Vinde, idet J. P. Larsen for en Del Aar tilbage gav sig til at sælge væk af sin omfangsrige Nodesamling til hvem som helst i vid Omkreds, som var Køber. Det er derfor nu meget vanskeligt at faa fat i Noderne til enkelte af hans Melodier, skønt det kunde være af kulturel Betydning at redde om ikke alle saa dog en større Del af dem fra Forglemmelse. Hvorfor han solgte sine Nodesamlinger, vides ikke, men maaske var det fordi, han ikke vurderede sine Kompositioner saa særlig højt, og maaske ogsaa fordi der var Penge at tjene paa denne Forretning. For han var i hele sin Tid en stor Økonom,, omhyggelig i Pengesager og dertil meget nøjsom i enhver Henseende over for Livets Goder, og det kunde derfor næsten ikke undgaas, at han efterhaanden blev en efter sin Tids Forhold ret velstaaende Mand.

Den Lethed, hvormed J. P. Larsen i Kraft af sine musikalske Anlæg kunde komponere en Melodi, kan vel bedst belyses ved følgende af ham selv fortalte Historie: I sine unge Aar var det ikke saa sjældent, at han tog ud i de omliggende Sogne for at undervise unge Mennesker i Violinspil. Saaledes foretog han engang nogle Ture til Aaby Sogn for at give en ung Karl Undervisning i Musik i dennes Hjem. En Aften han og hans Elev spillede sammen, og under hvilket Sammenspil Eleven overfor Faderen havde lovet og forpligtet sig til imellemstunder i Løbet af Aftenen at se ud i Svinestien til en So, der lige havde faret, fik Faderen og Sønnen den mærkelige Ide at opfordre J. P. Larsen til at komponere paa saa godt som staaende Fod en Melodi, hvori skulde forekomme en naturtro Gengivelse af en So's Grynten og Grisenes Skrigen. Han gik ind paa Spøgen, og tidligt om Formiddagen Dagen efter havde han Melodien fiks og færdig, og han gav den Navnet »Grise-Galop«. I Melodien forekommer der i en Sats ganske rigtigt en næsten naturtro Gengivelse af en So's Grynten og Grises Skrigen, uden at der paa nogen Maade rokkes ved Takten eller Rytmen, eller at Melodien mister noget af sin Sammenhæng. Melodien spillede han samme Dags Aften sammen med sin Elev til Legestuebal, og den blev ofte senere baade af ham selv og andre Musikere spillet ved Baller og Fester.

Det var ikke den eneste Gang, han kom saa let fra at komponere en Melodi; det skete ofte senere. Han havde en naturlig Evne til paa rette Maade at opfatte Musik og Sang, saaledes at alt hvad han hørte heraf, der havde Værdi for ham, bundfældede sig saa fast i hans Hukommelse, at han baade straks og længe efter var i Stand til i mangfoldige Variationer at opbygge en Melodi paa det hørte. Denne ham givne Vuggegave af musikalsk Opfattelsesevne kom ham idelig tilgode, naar han valgte Thema for sine Kompositioner. Han har selv skildret følgende Oplevelse:

En Sommermorgenstund, efter at han hele Natten i Forvejen havde spillet ved en Fest i Nabosognet og var paa Vej hjem til Saltum, lagde han under sin Fodtur Mærke til en smuk og forunderlig Lærkesang i Luften over sig. Øjeblikkelig fattede han den Beslutning, at han med denne smukke Lærkesang som Thema vilde forsøge at komponere en Melodi. Allerede inden han var naaet hjem, havde han Melodien fiks og færdig i Hovedet, og saa snart han var hjemme, satte han sig til at nedskrive den. Melodien kaldte han »Lærke-Galop«, og flere Steder i denne forekommer der en næsten naturtro Sang af en Lærke, saaledes som vi om Foraaret og Sommeren hører disse smaa Sangere synge i den fri Natur. Det fortælles, uden at der tør indestaas for Rigtigheden heraf, at Melodien i sin Tid er blevet spillet af Georg Lumbyes Orkester i Tivolis Koncertsal i København, og hvad enten det nu er rigtigt eller ej, saa er Melodien i hvert Fald velklingende, og den blev i sin Tid ofte spillet af Komponisten selv saavel som af andre Musikere ved Baller og Fester.

Hele Tiden i Ungdomsalderen og ikke mindst i den modnere Alder, ja endog langt op i Alderdommen underviste J. P. Larsen unge Mennesker i Musik paa næsten alle Slags Musikinstrumenter, og han havde undertiden op imod en Snes Elever ad Gangen. I Hundredevis kan de unge Mennesker tælles, som han paa et eller andet Tidspunkt i sit Liv gav Undervisning l Musik. Der kom Elever til ham langvejs fra, og Grunden hertil var vel nok den, at han havde en sjælden Evne til i forholdsvis kort Tid at kunde føre sine Elever langt frem i Musikens Teknik. Der foreligger Beviser for, at han i Løbet af nogle faa Dage kunde oplære enkelte af sine Elever til at blive saa dygtige, at de kunde spille sammen med deres Læremester i Orkester.

I den modne Alder fik han nogle af sine Elever i Hjemegnen sammenspillet saaledes, at han fik dannet et helt Orkester, hvori alle de mest almindelige Musikinstrumenter var repræsenterede. Orkesteret med successiv Afgang af gamle og Tilgang af nye Musikere opretholdt han og dirigerede til langt op i den begyndende Alderdom, og det blev hele Tiden i det almindelige Omdømme anset for at være godt sammenspillet og lødigt. Han var ikke blot Leder, men spillede selv med, og saa langt tilbage, som jeg kan huske, spillede han altid PrimaViolinstemmen. Han var endvidere i sin Tid en fin Fløjteblæser og som saadan næsten uovertruffen her ude paa Landet. Det skete derfor ogsaa lejlighedsvis, at han blæste Fløjte inden for sit Orkester. Hans Orkester kunde ikke alene levere Strygemusik, men ogsaa Hornmusik, og det tør siges uden Pral, at hans Hornmusik var glimrende og i hele hans Tid af den allerbedste, der kunde præsteres her ude paa Landet. Selv var han en ualmindelig god Piccolo- og Trompetblæser og dertil meget udholdende, saa det skete vist aldrig, at han følte sig anstrengt og træt, om ogsaa han blæste mange Timer i Træk. Der gik i sin Tid Ry af hans Hornorkester over hele Vestvendsyssel, ja, langt videre omkring, og der kom som Følge heraf ofte Opfordring til ham langvejsfra om at levere Hornmusik til Fest ligheder af forskellig Art. Han har saaledes flere Gange med sit Hornorkester leveret Musik til Festligheder i de nærmeste Købstæder: Hjørring, Nørresundby og Brønderslev.

Hans musikalske Evner gav sig ogsaa Udslag deri, at han, uden at have sat sig synderligt ind i Harmonilære, var i Stand til at udsætte sine Melodier for de forskellige Stemmer inden for sit Orkester, og skønt Udsættelsen saaledes ikke skete efter alle Kunstens Regler, saa var Sammenspillet af de udsatte Stemmer harmonisk og velklingende og uden nogen som helst Mislyde. Almindeligvis skete Udsættelsen udelukkende efter Gehør og ved Hjælp af en Violin eller en Kornet, hvorpaa han under Arbejdet med Udsættelsen klimprede eller blæste, kunde han udarbejde og nedskrive Stemmerne paa Noder for alle i sit Orkester brugte Musikinstrumenter.

Næsten utallige er de Gange, J. P. Larsen har leveret Musik til Baller og andre Festligheder, ikke alene i sin Hjemegn, men ogsaa viden om i Vestvendsyssel, og skønt Betalingen dengang i de allerfleste Tilfælde for at spille en Nat var ganske minimal, saa blev han dog i økonomisk Henseende efterhaanden en holden Mand, saa han i sin Alderdom ikke har haft det nødigt at søge Aldersrente. Efter sit Giftermaal i 70erne opholdt han sig den første Tid i sin Hustrus Hjem i Bonken i Saltum Sogn, hvorfra han i største Udstrækning udøvede sin Virksomhed som Musiker. Senere købte han et lille Husmandsbrug i S. Saltum, hvor han boede i mange Aar i sin bedste Alder. Sit Landbrug drev han paa bedste Maade samtidig med, at han dyrkede Musiken, og Udbyttet af begge Erhverv bidrog selvfølgelig til, at han successivt sparede Penge sammen. Han var over 70 Aar gammel, inden han opgav sin Virksomhed som Landsbyspillemand, og nogle Aar i Forvejen havde han solgt sin Landbrugsejendom i S. Saltum og derefter købt et Hus i N. Saltum. Efter nogle Aars Forløb solgte han ogsaa dette og tog derefter Ophold hos en Datter, der som Enke beboede et andet Hus i Byen. Hos hende fik han og faar fremdeles sit Udkomme og en god og omhyggelig Pleje.

Længe efter 70-aars Alderen og langt op i 90’erne vedblev han med at undervise Elever i Violinspil. Heller ikke sin Kompositionsvirksomhed lagde han fuldstændig paa Hylden, eftersom han nu og da komponerede enkelte lettere Dansemelodier. Da den nye Tid med dens moderne Jazzmusik satte ind, og denne Musik trængte sig frem som Balmusik, var J. P. Larsens Tid omme som Landsbyspillemand. Denne moderne Musik yndede han ikke, og han forstod den temmelig sikkert heller ikke, da han var bleven for gammel til at tilegne sig noget nyt paa Musikens Omraade. Jeg tror ikke, at han nogensinde indlod sig paa at spille disse moderne Melodier.

Som ganske ung har jeg spillet i Larsens Orkester, og skønt jeg holdt meget af Musik, og det til Tider kunde være en ren Fornøjelse at spille til Dans, saa kunde det i Længden blive meget trivielt og virke yderst anstrengende. Jeg husker saaledes, at jeg flere Gange især om Julen har været med til at spille 4 a 5 Nætter i Træk, og ikke saa sjældent kunde disse Nætter strække sig fra Kl. 7 a 8 Aften og ind til den lyse Morgen, ja, enkelte Gange endog til ved Middagstid. Under saadanne Omstændigheder var det haardt Arbejde at spille til Dans, da det jo ikke kunde undgaas, at den mangelfulde Søvn under Udøvelsen af Spillet lejlighedsvis truede med at gøre sin Virkning gældende. l saadanne Tilfælde kunde det virke oplivende at faa en Opstrammer i Form af en Brændevinssnaps eller et Glas Bajersk-Øl, saaledes som det dengang og længe før var Skik paa Landet og ikke mindst inden for Landsbyspillemændenes Kreds. Ogsaa paa anden Maade kunde det mange Gange være ret ubehageligt at være Spillemand. Ofte maatte Spillemændene enten til Fods eller med Hesteforspand rejse flere Mil for at udøve deres Gerning ved Baller eller andre Festligheder, og om Vinteren i koldt Vejr med Frost og Sne kunde det være yderst besværligt med disse Rejser frem og tilbage. Det kunde saaledes ikke altid undgaas, at en eller anden af dem paadrog sig en mer eller mindre svær Forkølelse. Men almindeligvis var Spillemændene godt og varmt paaklædte baade foruden og forinden, saa Besværlighederne ved disse Rejser sjældent bragte varige Følger. Under saadanne Forhold er det ikke at undres over, at Spillemændene, som Skik var imellem disse, ofte følte Trang til stimulerende Midler mest i Form af en Akvavit- eller Brændevinssnaps, en Bajer eller hvad der nu kunde bydes af spirituøse Drikke. Disse blev dog næsten altid nydt til Maade, saa det sjældent medførte Ubehageligheder, f. Eks. i Form af en let Rus, og aldrig forvoldte, at Spillemændene ikke med sædvanlig Rutine kunde beherske deres Musikinstrumenter under Dansen.

Endnu trods sin høje Alder, 94 Aar, hænder det ofte, at J. P. Larsen tager Violinen ned fra Væggen og med Liv og Lyst og sit gamle Humør spiller nogle af sine mest yndede Dansemelodier. Det er i de senere Aar blevet Tradition, at flere af hans gamle Elever tropper op hos ham, naar det er hans Fødselsdag, for at gratulere. Han er da altid i et glimrende Humør og kan slaa om sig med Vittigheder. Under Samværet varer det ikke ret længe, inden han tager sine Violiner, hvoraf han har flere, ned fra Væggen, og saa er det Meningen, at han vil spille sammen med sine gamle Elever, hvoraf enkelte har taget deres Violin med. Ved en saadan Lejlighed er han Fyr og Flamme, og som i gamle Dage leder og dirigerer han Sammenspillet og vaager paapassende over, at Violinerne er godt sammenstemte. Der spilles udelukkende af hans egne mest yndede og iørefaldende Dansemelodier, saaledes ønsker han det og saaledes skal det være. Under saadanne musikalske Samvær vælder der vel nok Minder fra gamle Dage frem i den gamle Mands Tanker, og det er meget troligt, at han længe efter kan glæde sig ved Oplevelserne paa sin Fødselsdag. Trods sin høje Alder er han endnu aldeles aandsfrisk og er i Stand til at fortælle mange pudsige Træk af sine Oplevelser fra sin lange Virksomhed som Landsbyspillemand. Derimod er han nu meget svækket paa Syn og Hørelse, og for ca. et Aars Tid siden blev han næsten helt blind paa begge Øjne. Han kan saaledes ikke længere skrive Noder; men forhen var han som sagt en stor Ekspert i dette Fag efter Landsbyforhold at dømme, og det er en Fornøjelse at se hans for endog kun faa Aar siden sirligt skrevne Nodesamlinger.

Paa Foranledning af »Hjørring Amts historiske Samfund« opfordrede jeg J. P. Larsen for ca. 1½ Aar siden til, mens han endnu havde sit Syn saa nogenlunde i Behold, efter Hukommelsen at nedskrive flere af sine bedste Dansemelodier til Opbevaring for Efterslægten. Han nedskrev ogsaa en Del af sine Melodier, og det var et Særsyn at se, at han næsten lige saa godt som i gamle Dage mestrede Nodepennen. Paa samme Tid gjorde jeg mig Anstrengelse for paa anden Maade at fremskaffe endnu flere af hans Melodier, dels ved, at jeg efter Hukommelsen nedskrev flere af disse, og dels ved, at jeg rundt om i Egnen søgte og erhvervede til Laans gamle Nodebøger med faa eller flere af Larsens Melodier. Efter Nodebøgerne afskrev jeg saa de bedste af de Melodier, som jeg enten tidligere havde hørt, eller som jeg vidste var komponeret af J. P. Larsen. Paa de her angivne Maader er der til Dato fremskaffet 157 af Melodierne, og et Udvalg af disse findes nu i sirlige af en Ekspert foretagne Afskrivninger indlagte i Centralbiblioteket i Hjørring til Bevarelse for kommende Slægter. Ikke alle hans Melodier er lige lødige, og derfor blev der af de 157 efter skønsom Bedømmelse kun afskrevet et Udvalg af disse til Opbevaring. Der vil sikkert efter ihærdige Anstrengelser og lejlighedsvis kunne fremskaffes endnu mange flere af hans over 600 komponerede Melodier, og jeg for mit Vedkommende vil, saavidt min Tid tillader det, ved Lejlighed forsøge et nyt Fremstød i den Retning. Det er en stor Fejl af J. P. Larsen, at han ligesom de allerfleste andre Landsbyspillemænd, der befattede sig med at komponere Dansemelodier, som Regel undlod ved Nedskrivningen at tilføje Komponistens Navn.

Derfor er det nu meget vanskeligt helt sikkert at afgøre, hvorvidt en Melodi er af Larsens Kompositioner eller ikke, med mindre man paa visse Maader kan slutte sig til, hvorfra den stammer. Dog tror jeg, at virkelige Kendere af Larsens egenartede Opbygning af hans Kompositioner i de allerfleste Tilfælde vil være i Stand til at træffe en saadan Afgørelse.

J. P. Larsen lever nu i Minderne om sin omfangsrige musikalske Virksomhed i den lange Række af Aar, det blev forundt ham at leve i og at yde sit store Bidrag til den danske Almue-Musikkultur. Han har endnu mange trofaste Venner, som er flittige til at aflægge den gamle Musiker Besøg i hans Hjem, og det er aldrig kedeligt at faa en Passiar med ham, fordi han paa saa mange Maader ved sin Tale kan virke berigende paa sine Tilhørere. Med sin bevarede Aandsfriskhed og sin gode Forstand er han med sin paa mange Omraader omfattende Viden endnu i Stand til at optage en Tomands-Diskussion om udvalgte Emner.

Jens Peter Larsen og Hustru har haft 7 Børn: 4 Sønner og 3 Døtre. To af Sønnerne døde i en ung eller yngre Alder. Alle Børnene blev musikalsk begavede, meget sandsynligt en Arv fra Faderen, og den ene af de to afdøde Sønner var en ualmindelig god Violinist. En anden Søn, der bor i København, er ogsaa en god Violinist, men han dyrker ikke Musiken som Erhverv. Ogsaa flere af Børnebørnene er meget musikalske. Et af disse, en gift Kvinde, der bor i N. Saltum, er saaledes en meget god og kultiveret Klaverspiller, og forinden sit Giftermaal spillede hun ofte til Dans sammen med sin nuværende Mand. Flere af Børnebørnene, der opholder sig udenlands paa Øen Man ved Englands Kyst, hvor deres Fader foruden at være Forretningsmand er dansk Konsul, er ogsaa meget musikalske, og nogle af disse er aktive Medlemmer af et fint Orkester.

 

Anm.: Spillemanden Jens Peter Larsen, der var født 21. April 1848, døde 13. Juni 1947 i N. Saltum og blev saaledes 99 Aar gl. Artiklens Forfatter, N. Chr. Nielsen, døde 1957 og var da 81 Aar.

Red.

 

- - - - - - - -

Et udvalg på 41 af Jens Peter Larsens melodier findes i hæftet "Spil-Jens Peter" af Erik Skjødsholm (forlag og udgivelsesår ikke oplyst)

Fra dette hæfte ses her et eksempel på den 94-åriges nodeskrift:

Node fra Folkets Hus Spillefolk: www.spillefolk.dk (Filnavn: bi-jplars, Lavet 24/9-2004 og sidst revideret 24/9-2004)

Skriv kommentar til denne node
Tilbage til find noder | Sidste søgning
| "Fritspils listen" (Mine spillede melodier) | Tabulatur |
| |

¨

 

Gå til node ved skift
Find node