Noget om strenges fysik og pasning
Strengens renhed For at en streng skal kunne klinge helt rent, skal den være ensartet tyk langs hele sin svingende længde. Da vil strengens grundtone og dens overtoner klinge sammen som én eneste klangrig tone. En streng er normalt ensartet tyk, når den er ny, men forandres senere, dels ved mekanisk slitage, dels ved at harpiks og snavs sætter sig på den eller ved at den bliver påvirket af håndsved. Strengen bliver da falsk. Grundtone og overtoner passer da ikke sammen længere. Dette kan man høre ved at lytte til strengens efterklang (løft buen når strengen er igang). Fra en falsk streng hører man da en svævende tone, er hurtigere jo falskere strengen er. Falske strenge gør det sværere at høre, om to strenge klinger rent sammen og de hæmmer også violinens totale klang.
Hvis en streng er falsk, bør man undersøge, om det skyldes slitage eller belægninger. Belægninger kan fjernes, medens slidte strenge skal skiftes. Belægninger skrabes forsigtigt eller tørres af med en tør klud, helst efter hver gang man har spillet, inden de når at bygge for meget op og bliver beg-agtige. Harpiksbelægninger på stålstrenge kan man rense af med en klud fugtet i acetone (men vær meget forsigtig med at dette opløsningsmiddel ikke kommer i kontakt med lakken!). For andre streng-typer tør jeg ikke komme med noget råd om rensemiddel, da jeg ikke har erfaring hermed (men anvend absolut ikke acetone!).
Såvel slitage som belægninger påvirker e-strengen mest, da denne er tyndest og har mindst masse. E-strengen er også mest følsom og sværest at stemme, og spiller man flere sammen, er det om muligt endnu vigtigere, at man har samme e, end at man har samme a. E- og a-strengene slides mest, springer oftset og bliver hurtigst falske; og hvis man ikke maser mest mulig volumen ud af sine strenge, når man spiller, så bliver strengen falsk længe inden den springer.
Strengmateriale. Det materiale, en streng er lavet af, bestemmer hvilke egenskaber den har hvad angår klang, spilleteknik o.s.v. samt hvorledes man stemmer den. P.gr.a. forskellig klang og spilleteknik bør man ikke blande forskellige streng-typer vilkårligt. At lade hveranden streng være hhv. stål og tarm giver ofte et instrument, som er svært at spille på. (Dog findes der specielle e-stålstrenge, som er tilpasset til at anvendes i kombination med tarm- og perlonstrenge.)
Alle strenge er elastiske - en forudsætning for at kunne stemme dem. Tarmstrenge er mere elastiske og stålstrenge er mindre elastiske. Dette giver forskelle i mulighederne for at stemme dem. En mere elastisk streng skal strækkes meget for at øge spændingen. En mindre elastisk streng øger spændingen meget hurtigt, når den strækkes. Stemmeskruerne på en violin er lavet til tarmstrenge. Med tarm er stemmeskruerne følsomme nok til at kunne stemme præcist uden finstemmere, ja finstemmere er rent ud sagt meningsløse på en violin med tarmstrenge, eftersom de næsten ikke ændrer tonen overhovedet. Undtaget er muligvis e-strengen.
Tarmstrenge og til en vis grad også syntetiske strenge (f.eks. perlon) skal bruge lidt tid til at tilpassse sig efter strækningen når man sætter dem på. Stemmer man en tarmstreng op for hurtigt, kan den springe, selvom den både er dyr og ny! Det tager normalt nogle minutter, inden en tarmstreng er så stabil, at man kan spille en melodi, og et døgns tid inden den helt har tilpasset sig til strækningen. En stålstreng stabiliserer sig næsten øjeblikkeligt (men violinens træ skal også tilpasse sig spændingen). En (velbygget) violin med stålstrenge kan holde stemningen fra dag til dag, medens tarmstrenge lever deres eget liv.